“Hørte du noget?”

De ord bruges flittigt i disse dage, for vi ses om aftenen hos hende, efter hun har puttet børnene. Vi bor ca. en times kørsel fra hinanden, og det kræver lige lidt planlægning, da putning er en variabel størrelse.

Nogle gange sover de hurtigt, andre gange tager det lidt mere tid.

Hvis ikke min veninde havde boet i byen, havde jeg nok tilbragt lidt mere tid i min bil, mens jeg ventede på det grønne lys. (Men så havde jeg nok heller aldrig mødt C.) Heldigvis er der fem minutters kørsel mellem de to, så jeg får set en del til min veninde, der heldigvis er meget investeret i, at forholdet kommet til at virke. Så hun giver ofte aftensmad i disse dage.

Når så der er grønt lys, kører jeg over og sniger mig ind ad terassedøren som en tyv i natten.

Det køber os nogle timer sammen, som jeg på ingen måde vil undvære.

Men tiden er meget præget af visse ting.

Fx. spørger jeg tit: “Hørte du noget?”

Nok også oftere end der reelt set er behov for. Men jeg er i et nyt hus med nye lyde, og jeg er meget nervøs for, om jeg pludselig skal sidde ansigt til ansigt med et ukendt barn, der måske har set mig lege julemand og kysset hendes mor.

I så fald ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Det er ikke noget, der ødelægger stemningen, men det lægger jo bånd på os i forhold til, hvad vi kan lave. Det skal helst ikke være for højlydt, hvilket betyder ingen alt for larmende grinen eller høj musik. (Intet perverst her, du!)

Der er to ting, der hjælper. For det første er huset indrettet således, at pigernes værelser er forbundet med en fordelingsgang, der leder ud i køkkenet, hvor der er en spiseplads, der ligger en suite med stuen. Sofaen er således placeret, så den ikke kan ses fra fordelingsgangen.

Og for det andet, står pigerne som regel og venter i døren til fordelingsgangen.

Hvilket også er pænt creepy, men indtil videre, har vi sluppet for at skulle forklare, at “mor har en ven på besøg!”

Hvis det ender der, så bliver jeg nødt til at lade C føre ordet, og så må vi se, hvad der sker.