Jeg har mødt en kvinde, som har slået fødderne totalt væk under mig. I en alder af 45 år.

Inden da har jeg ellers passet mig selv. Jeg har haft mit job som journalist, en tre-værelses lejlighed i Aarhus. To katte og masser af tid til mig selv. Tid jeg har brugt på typiske single-guy-stuff, som min Xbox, mine skriverier og en stor kærlighed for LEGO, brætspil og den slags. Jeg har været tilfreds nok, men jeg har virkelig savnet en person i mit liv.

De stunder, hvor jeg har ladet mig gå ned ad den sti, har jeg ofte tænkt, at jeg ville foretrække at møde nogen, der ikke havde børn, og heller ikke var interesseret i at få nogen. Men jeg er heller ikke så dum, at jeg ikke godt ved, at det er de færreste, der deler den opfattelse af livet. Og derfor vidste jeg godt, at det var en mulighed – endda en sandsynlighed – at en sådan ville komme med børn – eller ønsket om dem.

Jeg kan godt lide børn, og jeg har ladet mig fortælle, at jeg også er ret god til at interagere med børn.

Tanken om at skulle tilpasse mig selv og mit liv efter dem, har derfor ikke skræmt mig. Men det er heller ikke noget, jeg har savnet eller følt, at jeg har gået glip af en masse, fordi jeg ikke er landet der.

Det blev så pludselig en meget stor del af mit liv, da jeg mødte min kæreste.

Vi blev fixet op sammen, og hun er på alle måder, det jeg har savnet i mit liv. Hun er sød, sjov og smuk og meget mere til. Ganske som min veninde solgte hende som, og jeg er solgt som stanglakrids – og jeg elsker hvert sekund af det.

Men … men … men …

Hun har to døtre.

Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil tilbringe mit liv sammen med hende. Så de følger med, og så må jeg jo, som nyudpeget “papfar”, så bare se at blive den opgave moden.

Jeg ved godt, at det ikke bare er at sikre sig, at de har noget at spise, og at sætte plastre på skrabede knæ. At være forælder er så uendeligt meget mere. Og det lærer jeg henad vejen.

Og her kan jeg så samle mine tanker om det.