Jeg skal ikke møde pigerne endnu. Min kæreste vil gerne være mere sikker i forholdet, før hun vil introducere mig overfor hendes døtre. Det er totalt forståeligt, og det er også noget, jeg er en smule nervøs for.

Sæt nu de ikke kan lide mig! Sæt nu jeg ikke kan lide dem? Hvad nu hvis de er totalt dårligt opdraget og kaster med alting og råber og skriger og skaber sig?

Der er mange tanker, der fiser gennem hovedet på mig. Jeg kunne på ingen måde forestille mig, at de er håbløse, for min kæreste er et ansvarsfuldt menneske, og hun arbejder med børn til daglig. Det kan måske være en fejlslutning, men jeg tænker ikke, at man kan arbejde længe med børn, hvis man er typen, der lader dem løbe rundt og starte ildebrande eller gå sultne rundt.

Min veninde – hende der har bragt os sammen – har mødt dem, og siger, at de er søde og velopdragne piger.

Det er da et plus, og det fjerner nogle af de ting, jeg har været bekymret for.

Tilbage er så de to store spørgsmål:

Først og fremmest: Hvad nu, hvis de ikke kan lide mig.

Der kan være tusind årsager til, at et menneske ikke kan lide et andet menneske.

Men børn ser ikke på politiske ståsteder, akademisk formåen eller lignende kriterier, når de skal danne en mening om andre. De har helt andre kriterier, og det behøver ikke på nogen måde være rationelt.

Det er de seneste dage gået op for mig, at jeg faktisk er temmelig nervøs for, at pigerne ikke kan lide mig, fordi jeg ikke er deres far, eller de måske bliver jaloux over, at deres mor bruger tid med mig?

Hvis de ender med at hade mig, fordi jeg rykker ved deres verden, er det en virkelig dårlig start, og jeg ved ikke, om jeg har kompetencerne til at gøre noget ved det.

Det er naturligvis ikke noget, jeg skal gøre alene. Men det er jo sådan, jeg har gjort tingene indtil nu.

Jeg håber ikke, at jeg fucker det helt op.