Jeg har åbenbart været et samtaleemne for C og hendes døtre. “De har talt meget om dig,” siger hun.

Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til. En del af mig er lettet over, at de kunne lide mig, og at de ikke har vrænget eller grædt, fordi de har mødt mig.

En anden del er skræmt fra vid og sans over, at jeg er gået fra at have et ukompliceret liv, hvor jeg kun skulle tage hensyn til mig selv, og så direkte over i familiegryden.

Bevares. Det er måske ikke lige nu, det kommer til at være det hele. Men på sigt. Altså, hvis jeg er heldig.

Og det er jo faktisk nok egentlig det eneste, der betyder noget.

For jeg vil det. Det kan jeg mærke. Jeg vil det virkelig gerne.

Ikke fordi jeg har opdaget, at jeg i al hemmelighed gerne har villet have børn, men bare har kvalt følelserne, fordi det måske ikke blev til noget.

Det er fordi, jeg har mødt C. Og fordi jeg kan se det familieliv, som jeg kan få med hende. En ligesindet. En allieret. Og én, som jeg faktisk kan se en fremtid med. Hvis nogen kom og afleverede Otte og Seks på mit dørtrin og kørte igen, ville det være en helt anden svada. Men jeg er ikke alene i det. Der er nogen, der skal være frontperson og lede os ned af denne her sti sammen.

Det er enormt betryggende. Men altså … Det ender jo også med nogle ture, hvor jeg liiiiige skal have lov til at trække vejret.

Men de stopper jo ikke op og venter på mig. Pigerne altså. Så så længe C har fat i mig, så går det nok, det hele.

Indtil videre har jeg nu inviteret dem alle sammen på tur igen.

På fredag tager vi i Legoland.

Bare os fire. Og jeg glæder mig. Jeg har ikke været i Legoland i årevis, så jeg glæder mig rigtigt meget til at se det igen. Jeg er et frygteligt legebarn, og jeg elsker LEGO.

Lad indoktrineringen begynde.