Det gik sgu egentlig meget godt. Altså det der med at møde hendes børn. De virker rigtigt søde og velopdragne, og de var hurtige til at “lukke mig ind”.

Den ældste er otte og den yngste er seks. De er temmelig kvikke og snakkesagelige, men det er mine formodninger, og da jeg er vokset op med to brødre og seks og 11 år mellem os, er det noget andet, jeg er landet i her.

Det er nu ikke fordi, der har vist sig en stor forskel i dag. C havde taget nogle venner med, og de havde deres søn med, som yderligere havde en veninde med.

Jeg havde mit kamera med, da jeg teknisk set var på arbejde. Og de var meget interesserede i, hvad det kunne, og de har begge prøvet at tage billeder. Det var meget et kommen og gåen. Men de var bevidste om, at jeg fandtes, og at jeg var en, de kunne stole på.

De har været inkvisitive og jeg har fået lov til at fortælle om vidt og bredt. Det var fedt at se, at de faktisk lytter. Også til de gode historier.

Dagen har været fuld af distraktioner, og der har været nok at lave, men begge piger har helt på eget initiativ taget min hånd, og vi har prøvet ting i løbet af dagen. Vi sluttede af på McDonald’s, hvor det bare var os fire, og pigerne var noget mindre “på”, men de var også virkelig trætte til sidst. C fortalte, at de havde sovet næsten hele vejen hjem.

Jeg aner ikke helt, hvad jeg går ind til, men jeg har snakket med C om det, og hun har lovet, at jeg bare må komme med alle mine usikkerheder og min nervøsitet. Det er nok godt nok, for jeg tror, at jeg får brug for det.

Men jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke ser på Otte og Seks, på samme måde som jeg ser på mine venners børn. Jeg ser dem i langt højere grad som min nevø og niece i England.

Og det gik op for mig, da jeg sad i bilen på vej hjem i (velsignet) stilhed, at det er af to årsager.

  1. Jeg har et ansvar overfor de her piger.
  2. Min indsats kommer til at være med til at forme dem.

Hvis jeg skal være sammen med C, hvilket jeg både håber og tror på, så ville jeg kunne lægge tid og kræfter i at være en del af opdragelsen.

Det er super-fucking-skræmmende. For jeg har virkelig ingen forberedelse fået.

Men det er også virkelig fascinerende, og jeg kan mærke, at C er det hele værd. Så må jeg jo bare smøge ærmerne op og komme i gang.

Hovedspring fra den dybe ende!