Det var længe planen, at jeg skulle møde Cs børn som “mors ven” i starten, og derfra kunne vi så tage temperaturen på situationen.

Og i et stykke tid har vi snakket om, at det skulle ske på Halloween, hvor hun har pigerne med i Tivoli Friheden. En tradition, for så vidt, at man kan kalde noget, der er sket to gange for en tradition. To gange inkl. denne gang.

Planen er på plads, og det har affødt en ny omgang spekulationer. For hvornår skal vi så lade tæppet falde? Kan vi holde det hemmeligt på denne måde? Gennemskuer de noget? Og kan man i det hele taget tillade sig at lyve overfor sine børn?

For at tage dem fra toppen:

For mit vedkommende var det nemt at forhold sig til det første spørgsmål, og det var måske lige let nok, bare at sparke den over til hende. Men jeg er egentlig lidt ligeglad med, om det bliver nu eller senere. Jeg er mere sikker på mit forhold med C, end jeg nogensinde har været før, og jeg føler mig godt rustet til at skulle blive en del af deres verden. Ord jeg med garanti kommer til at fortryde.

Med hensyn til om vi kan holde det hemmeligt, er det nok mere speget. For selvom de er seks og otte år gamle, er de ikke dumme. Og C har opdraget dem til at være opmærksomme og engagerede i deres omgivelser. Jeg havde mine tvivl om, hvorvidt vi kunne slippe afsted med det, men C er anderledes sikker.

Altså på, at de helt hundrede vil gennemskue det hele. Men så må vi tage det, når vi når der til.

Og så kommer den sidste del af det.

Jeg er vokset op i hjem, hvor ting blev holdt skjult, og hvor man ikke altid lagde meget vægt på sandfærdighed. Hverdagsløgnene altså. De store løgne blev først en faktor senere.

Men det ligger min kæreste meget til sinde, at vi ikke lyver overfor børnene, og det kan jeg kun bifalde.

Om det bliver svært er en helt anden snak.